Udstykninger i Møldrup.

På et gl. matrikelkort over Møldrup fra ca. 1800 har man delt ejendommen således, at den østre halvgård kaldes ejendom nr. 1, som var jorden mod syd, og den vestre halvgård Ejendom nr. 2,  jorden mod nord.

Skellet har gået midt mellem Møldrupgård og Gantrup ejerlavet, eller der hvor vejen i dag går op til Eliselund.

Jorden mellem Ryevej og Gudenåen er ligeledes delt i 2 dele.

Jorden nord for broen blev delt i 3 dele, og når om til Pinddals mose.

Østre halvgård, Ejendom nr. 1 bliver til Matrikel 1a  i 1844.

Vestre halvgård, Ejendom nr. 2 bliver til Matrikel 2a i 1844, og deles senere i Matrikel 2a og 3a.

Matr. 1a.: Sorbushøj

Adresse: Møldrupvej 18.

Matr. 1b.  Skovbjerggård.

Adresse: Holmedal 21.

Matr. 1b.

Side  91-92

Fløjtenborg.  Matr. 21 b Dørup.

Denne ejendom hører slet ikke hjemme i denne bog, men da den af en eller anden grund altid er blevet talt med til Voerladegård ejerlav, kommer den med alligevel. Den er for længst nedbrudt, men lå højt og forblæst, tæt ved Sukkertoppen, på grænsen til Klostermølles jord.

Anders Jensen var første beboer på stedet, ”dengang det hele var skov og vildnis”. Næste generation var datteren Ane Marie, som blev gift med Anders Eriksen, en gårdmandssøn fra Addit.

Da han døde i 1871 kom sønnen murer Erik Andersen hjem og overtog stedet, som han havde til 1879, da han købte Gudenlund.  Denne ejendom sælger han igen i 1889 og køber en frastykket grund i Højlund lige overfor skolen. Erik Andersen købte også ca. 1880 jorden efter det nedbrudte fatighus som var hans nabo. 

I denne murerfamilie var der to børn, Alexander og Sofie, som begge skrev erindringer ned.  Alexander skrev dagbog fra 1883 til 1889. Denne dagbog findes på Brædstrupegnens Lokalarkiv. ”Blade af en landsbydrengs dagbog.”  Heri fortæller han om sin konfirmation, hvordan det var at være i murerlære hos sin koleriske far, mens de bygger mejeriet i Voervadsbro, Højlund skole, og mange andre huse på egnen. Han var en begavet dreng, og fungerede i mange år som højskolelærer på Ryslinge højskole. Søsteren Sofie har skrevet lidt om familien, og det vil vi med tilladelse fra familien citere her, da det giver et udmærket tidsbillede.

Folketælling 1834:

                             Klosterlund. (Fløjtenborg)

                             Anders Jensen, 51 år, husmand, lever af sin jordlod.

                             Juliane Margrethe  Johansdatter, 43 år, hans kone.

                             Kirsten 13, Jensine 11, Jens 8,  deres børn.

Folketælling 1840:

                             Juliane Johansdt. 50 år, enke.

                             Sidsel Marie Andersdt. 23 år

                             Jens Andersen, 14.

Folketælling 1845:

                             Klosterlund:

                             Anders Eriksen, født i Vissing sogn, lever af jordlod.

                             Sidsel Marie Andersen, 28 år, født i Tamdrup sogn, hans kone.

                             Erik Andersen, 4 år, født i sognet

                             Juliane, 1 år.

                             Juliane Margrethe Johansen, 58 år, enke, født i Tamdrup sogn. På aftægt.

Folketælling 1870:

                             Anders Eriksen, 66 år.

                             Sidsel Marie Andersen, 53 år.

                             Karen Marie Andersen, 22 år

                             Andreas Andersen, 11 år, begge født her i sognet.

Sofie Andersens erindringer:

Min fars familie.

Jeg kender ikke så meget til fars stamtavle. Han er født i et lille sted, der ligger højt på en bakketop bag det stejle bjerg Kolden. Det kaldtes Fløjtenborg. Hvem der har givet det dette flotte navn, ved jeg ikke, men det kunne ses viden om. Der voksede en række høje, vindblæste træer ved huset, og nede fra Gudenlund, mit hjem, syntes jeg altid, at disse træers kroner lignede et stort, mærkeligt, levende dyr, nærmest en elefant. Hans far hed Anders Eriksen, og hans mor Annemarie.(Efter kirkebogen Sidsel Marie, red.) Når jeg har spurgt om hans bedsteforældre, sagde de, at de havde boet i en indgravning. Mor har også vist mig stedet, men det var da jævnet. Fars bedstemor boede hos dem i hans barndom på Fløjtenborg. I de udstrakte dale og bakker bedede de med deres par køer og havde en temmelig stor flok får. Far har fortalt, at der var et stumprumpet får, som han brugte at ride på, selvom det var forbudt. Han har også fortalt, at han morede sig med at drille moderen og bedstemoderen på alle måder.

Far havde to brødre, Andreas og Søren Peder. Andreas var murer ligesom far og boede i Horsens. Søren Peder blev gift, men døde tidligt af tuberkulose. Han havde en søn der rejste til Amerika. Endvidere havde han to søstre. Karen Marie og Ceciliane. Men jeg har ikke haft ret meget at gøre med dem.

Mit hjem.

Jeg er vokset op på Gudenlund.. Ejendommen lå i en dalsænkning ved Gudenåen i Voerladegård sogn. På den vestre side af åen rejste sig en stejl, lang, lige bakkeryg, mens der bredte sig et engdrag på den østlige, samt nogle sandede og stenede marker, indtil bakken igen rejste sig stejl i syd med enkelte slugter imellem. I en temmelig bred lavning kom et lille vandløb fra Pindals mose ud til Gudenåen.

Mit hjem bestod af to bygninger. Stuehuset og laden. Stuehuset lå med gavlene øst-vest. Køkkenet lå på nordsiden, og vi gik lige ind, der var ingen forstue. Stuehuset var bindingsværk, mens laden var af kampesten. Køkkenet var tillige bryggers med gruekedel og et åbent ildsted, hvor mor lavede maden på en trefod over ilden. Bag ildstedet var ovnen, hvor hun bagte rugbrød og sigtekage. Hun kunne bage godt brød og koge god grød,  som var den daglige ret. Jeg elskede at få en tallerkenfuld, mens det endnu var som vælling, og så en lille klat smør i. Om aftenen blev der kogt en stor grydefuld kartofler, og de blev sat ind på bordet i et fad. Vi børn pillede dem og lagde dem i en hob foran hver. Vi måtte også pille fars kartofler og lægge i en dynge foran ham. Imens lavede mor dyppelsen i panden, og når fadet med pilningen var fjernet, kom mor med duvelsen i panden, men ingen flæsk.

Vi havde da en leg, som bestod i, at vi alle sammen – undtagen far – sad med en kartoffel på gaflen, og nu gjaldt det om, hvem der først fik kartoflen dyppet i sovsen. Somme tider ville én løbe et par skridt i møde for at dyppe først, men han blev højrøstet pebet ud. Man skulle blive på pladsen, ellers gjalt det ikke.

Vor dagligstue vendte mod nord. Det var et aflangt rum. Lige inden for døren til højre stod dragkisten med de store skuffer, og til venstre kakkelovnen med Adam og Eva. Ved siden en indbygget seng, hvor drengene sov. Foran vinduerne stod en bænk og der foran bordet. Tilbage i stuen var 2 senge. I den ene sov mor og min søster. I den anden far og jeg. Så førte en dør ind til en lille pæn stue mod syd. Der var en lille sofa, et bord og nogle stole, samt en lille pæn mahogny-kommode. På væggen over sofaen hang 2 billeder, som jeg holdt grumme meget af. Det ene forestillede ”Besøg hos bedstefar” i amagerdragter, (jeg tror det er af Exner), det andet et bondebryllup. Så var der en gang og et kammer. Jeg syntes vi havde det helt pænt i vort hjem, skønt jeg er klar over, at der ikke var særlig propert.                    

Gulvet blev fejet og strøet med hvidt sand, men der var revner og sprækker mellem gulvbrædderne. Dog, når sengene var redt og de røde sengetæpper bredt over, gulvet sandstrøet, klokken dikkede, mens permedikken, som vi kaldte den, svingede frem og tilbage, så syntes jeg, der var hyggeligt.

Jeg mindes også morgenstunden, når mor var gået ud at malke, og vi endnu lå i sengen, og jeg kunne høre hanen ude i risbunken gale sin morgenhilsen. Da syntes jeg, det var dejligt.

Men jorden var fattig. Vi havde 2-3- køer og nogle får. Somme tider havde vi en stud, somme tiden en mager hest. Når far var så meget ude, var det jo mor og den af mine brødre, der var hjemme (de ældste kom temmelig tidligt ud at tjene om sommeren), som måtte passe det hele. Engang imellem havde min mor en gammel mand til at hjælpe sig. Han hed Søren Tamsen. Han var enkemand og boede et sted alene i lyngbakkerne. Han var meget snavset, og med et gråt filtret skæg. Han spyttede på gulvet, han snød næsen og tørrede fingrene på ærmerne. Han var meget uappetitlig, men yderst skikkelig. Han snurrede så sjovt på r-erne. Engang havde mor lavet hvidkålssuppe, og det var han meget glad for. Da han var ene, var det jo nok sjældent, han fik kogt mad. Og han sagde, mens han rigtig snurrede på r:  Ja, en hvidkål o en farr, det æ den villest rret en mand ka sæt sæ te. Det lød mægtig sjovt, så min søster og jeg øvede os i at sige det til hinanden.

Noget om min far.

Min farfar gik på arbejde i Pinds Mølle, som var min mors hjem. Farfar var en lille forsagt mand. Mor har fortalt, at de fra Pinds Mølle var deroppe på Fløjtenborg og spise, når de havde slagtet. Men da pladsen i stuen var lille, skulle Anders Eriksen vente til bagefter. Gæsterne ville da skubbe sig sammen, så manden i huset dog kunne være med til bords, - men nej, han kunne vente til bagefter, sagde Ane Marie.

Far gik i skole i Sønder Vissing. Da var der ingen bro over åen. Der var kun på et sted, lige over for Pinds Mølle, lagt en mægtig lang og tyk træstamme. Over den skulle børnene gå. Jeg har også gået over den, jeg kan godt sige, med dødsangst i hjertet. Jeg syntes, det var netop det mørkeste og dybeste sted på åen, den var lagt.

Far og mor var ca. lige gamle, så de har gået sammen i skolen. Far har fortalt, at han tjente på en gård om sommeren. Da han var konfirmeret kom han i murerlære, og da han var blevet svend, kom han ind som soldat i København. Han gik korporalskolen igennem og blev korporal. Efter soldatertiden arbejdede han som murer i København.

Da min bedstemor og Frantsen rejste fra Pinds Mølle, var den lille Marie, der blev døbt ved sin fars kiste 12 år. Men forinden var min far og mor blevet gift. Brylluppet stod i Pinds Mølle. Jeg tænker, min far har regnet med, at der var lidt penge til mor, men det var der ikke. Frantsen kunne selv bruge de par penge. I hvert fald har mor fortalt, at far sagde til hende, da de gik i seng, at hun skulle aldrig få en glad dag i hendes liv. Det var jo forfærdeligt at sige sådan, men jeg håber da, han har sagt det i hidsighed, måske efter en samtale med svigerfaderen. Mor kunne jo da virkelig ikke gøre for, at de intet kunne få, og far havde da heller ingen ting. Men sandhed er det, at de levede ikke lykkeligt sammen, skønt mor havde et venligt og muntert sind og var overmåde godt lidt af alle, hun kom i berøring med, f.eks ville alle konerne gerne have hende til at bære deres børn i kirke. Men overfor far var hun kold.

De boede i København i en lille lejlighed. Hjemmefra havde mor fået sengetøj og linned, men de havde det meget småt. Kom der en gæst, måtte den ene sidde på skraldefjerdingen.

I et senere afsnit fortæller jeg om, hvordan de flyttede til fars barndomshjem, Fløjtenborg. Far arbejdede som murer, især om sommeren, ofte en mils vej borte, det var jo før cyklernes tid, så han kom kun hjem lørdag aften og blev til søndag aften eller mandag morgen. Han var en smuk mand og stærk, men meget hidsig og ubehersket. Vi var bange for ham. Han slog ofte og han slog hårdt. Hvis f.eks en ko havde været inde i den tynde kornmark, fik drengen, der var hjemme, en ordentlig dragt prygl uden et ord først. Hvis min mor ville lægge sig imellem, fik hun også en omgang, til min usigelige skræk.

Dette  var uddrag hist og her fra bogen på 150 sider, og som udgives på Brædstrup Hjemstavnsforenings Forlag .

Den sælges fra Arkivet på Tinghuset, Brædstrup Boghandel, og Voerladegård Bageri. Den kan forsendes ved henveldelse på tlf. 75 75 42 90 og koster kr. 110,-.