|
Lars Jakobsen |
Tegneren bag albumserien; MORTENSENS MONDÆNE MERITTER hedder Lars Jakobsen. Serien påbegyndtes helt tilbage i 1987, men blev først udgivet i 1993. Derefter gik det hurtigt med de efterfølgende albums. "Jeg havde sat mig for at lave et album helt efter mit eget hoved, og efter hvad jeg havde lyst til at tegne. Resultatet blev album nr. 1; Den Røde Rubin. Oprindelig var det tænkt som et enkeltstående album, men idéerne til det næste blomstrede hurtigt op, da det begyndte at blive en realitet, at albummet skulle udgives." Album nr. 2 hedder Spjældet i Santa Fé. Men Den Røde Rubin gav også Lars Jakobsen adgangsbillet til Jyllandsposten som serietegner. "Jeg havde lavet en stak fotokopier af Den Røde Rubin, som jeg havde besluttet at vise for Jyllandsposten en fredelig tirsdag eftermiddag. Jeg håbede, at de begejstret ville klappe i deres små hænder og med det samme indrykke serien i avisen. Men istedet bad de mig komme med et bud på en helt ny unik humorserie, færdigtegnet og klar til tryk torsdag kl. 16.00... Jeg allierede mig med min gamle ven Lasse Bo Andersen, der med det samme var med på idéen. Sammen blev vi enige om, at vi jo altid kunne lave noget med nogle høns, indtil vi fik en rigtig god idé. Men hønseserien, der fik navnet Ganske Vist..., blev med det samme købt af Jyllandsposten, og dermed var serien igang.
Serien går netop nu i Ugebladet Søndag. Samtidig er en tegnefilmserie med hønsene under produktion. Se det er et rigtigt eventyr..." Lars Jakobsen har også lavet andre småserier til forskellige blade, og et utal af vignetter og illustrationer. Han driver idag et mindre reklamebureau, der med en stab af freelance medarbejdere laver alt fra brochurer til reklamefilm og animation. "- Man bliver aldrig hovedrig af at lave tegneserier, det er ganske vist, men jeg vil altid lave tegneserier, sålænge jeg kan holde på en blyant..." Det indtil videre seneste album om Mortensen hedder Den Mystiske Palæotyp, og er det album der har fået flest roser i pressen. "Jeg prøver at være historisk korrekt i mine albums og prøver i hver historie at berøre et par mystiske og lyssky emner. F.eks Titanics forlis: var det det berømte isbjerg, eller var det en simpel bombe i lasten? Eller de forsvunde lysbilleder fra Silkeborg, som ingen har set ... osv." Lars Jakobsen har lige udgivet en Mortensen korthistorie kaldet Tigerens Øje, men næste album i serien er på trapperne under titlen Den Falske Mumie, og her kastes Mortensen skødesløst ud i den mørkeste baggyde i det indre Sarajevo ... og hvad mon der sker der?
|
|