Naturen er din ven
Naturen er igen temaet for dette blad også i martsnummeret 2023 tonede
vi ind på vores nærområde med dets rige mulighed for at opleve naturen på tæt
hold.
Vi håber, at det bliver mere nærværende og interessant at læse, når det er
lokale folk, der skriver om noget af det, de finder fascinerende.
Læs om sommerfugle, egern i fuglekasse, flagermus og meget mere.
Giv endelig skribenterne feedback på deres artikler og os i redaktionen
ideer til, hvordan vi fortsat kan udvikle Voers Blad. Det er vi afhængige af for
ikke at køre i de samme cirkler.
Vil du med i redaktionen?
Vi søger en (eller flere), der har lyst til at mødes to gange halvårligt for at
diskutere bladets indhold samt holde en løbende dialog om mulige artikler mv.
I redaktionen tales fx om skribenter, vi kan prikke til at bidrage til et givent
emne eller tema. Måske har vi overset dig? Tag kontakt til en af nedenstående
og hør mere.
Måske har du mest lyst til at skrive? Så henvend dig endelig!